Fiskeklubben for børn, unge, seniorer og pensionister

I juniorafdelingen foregår mange spændende ting.

 

Aktiviteterne foregår i klublokalerne i Det Kommunale Foreningshus, Vestergade 17, Roskilde. Herfra udgår også juniorernes fisketure - ofte ledsaget af forældre eller bedsteforældre. Vi tager af sted i samlet flok i de biler, der er til rådighed.

 

Om sommeren tager vi sammen med de voksne ledere på fisketure i omegnen. Nogle gange foregår det ved klubbens egne fiskepladser og andre gange fisker vi fra kysten i Roskilde Fjord. Sommetider arrangeres havture på Øresund.

 

Fra efterårsferien mødes vi en gang om ugen i klubbens mødelokaler, hvor vi fremstiller og vedligeholder grej, støber pirke, laver gennemløbsblink, woblere og binder fluer. I flere omgange har juniorerne lavet en personlig fiskekniv med læderskede eller flotte fangstnet.


Der arbejdes meget med genbrugsmaterialer, hvor f.eks. cykelskærme kan blive til dørger eller spinnerblade, kasserede tørrestativer genopstår som vandrestave eller kapsler danner krop i fantasifulde spinnere.

Vi ser film om fiskenes levevis og lærer om fiskenes mindstemål og fredningstider. 

Juniorer, der er fyldt 14 år, har mulighed for at komme på Danmarks Sportsfiskerforbunds juniorlederkurser.  

En gang om året tager juniorerne til Sorø Juniorfestival i det dejlige søområde.

I 2010 afholdt Roskilde Sportsfiskerklub for første gang junior klubmesterskab. Dette skulle gerne blive en tradition, så planlægningen af junior klubmesterskabet 2011 er i fuld gang.

 

Roskilde Sportsfiskerklub har 21 juniorer i alderen 8-18 år. Billedet viser 2 juniorer, der i 2010 fik deres 'ny i klubben gave' - en god spinnestang med hjul. På billedet ses fra venstre Thorkild, der giver en stang til Christian og Matias, som får sin stang af Lars.